Dødskørsel i Delhi og succefuld landing i Leh

Natten blev tilbragt i Majna Ku Tilla på et hotelværelse på 4. sal. Jeg sov og vågnede og sov og vågnede gennem hele aftenen og natten. I løbet af aftenen begyndte det at lyne og regne. Det regnede så meget at der kom vand ind af vinduet, men vinduet kunne ikke lukkes og da jeg ikke orkede at tage dette op med hotelejerne, prøvede jeg bare at krybe lidt længere væk fra vinduet og puttede ørepropper i ørerne. Jeg fik da også en ganske god søvn inden jeg kl. 03.45 fik vækningsservice på mit værelse. Jeg stod op og var ganske frisk, men opdagede jeg var blevet stukket af mange myg over hele kroppen på trods af at der var myggenet i alle vinduerne.

Taxachaufføren mødte mig på hotellet og fulgte mig ud til bilen mens det stadig var mørkt. Da jeg satte mig ind på bagsædet opdagede jeg at selen ikke virkede, hvortil chaufføren bare svarede "No problem", og det kunne han selvfølgelig sagtens sige. Jeg havde fået at vide at trafikken var stille og rolig om natten (i modsætning til om dagen hvor alt var kaos) det var da også rigtigt at der ikke var mange biler på gaderne og mest lastbiler der fragtede gods. På trods af dette valgte min chauffør konstant at overhale indenom og udenom biler hele vejen til lufthavnen. I delhi er det ikke sådan at man holder til siden hvis man kører langsomt så der er en bane fri til dem der vil overhale - nej man kører konstant ind og ud mellem hinanden og skal også helst ligge helt oppe i røven på den foregående bil - bare for at være sikker på man i næste øjeblik chancen byder sig kan overhale. Jeg kunne undre mig om det er gået op for inderne at det faktisk ikke er et videospil de spiller, men at det handler om liv og død. At det faktisk handler om liv og død blev meget tydeligt da vi lidt tættere på lufthavnen kom forbi tankvogn der var torpederet væltet om på hovedet. Politiet var tilstede og guidede trafikken udenom og holdt os et øjeblik tilbage. På trods af situationens alvor var det som om min chaufførs eneste tanke var hvordan han hurtigst muligt kunne komme uden om endnu en forhindring for at han kunne komme nogle minutter før til destinationen! Hvorfor inderne kører som om de har trukket deres kørekort i en automat med hornet konstant i bund vides ikke helt, men nervepirrende er det i hvert fald når man er vandt til at folk kører forholdsvis anstændigt. Men jeg tror folk fra Delhi simpelthen bare er født ind i en kultur hvor ingen venter på nogen og man konstant prøver at komme foran hinanden. Lidt ligesom det faktum at ikke alle får noget at spise hver dag, kun dem der kommer først til fadet.

Jeg åndede meget lettet op da vi endelig nåede lufthavnen og var rigtig glad for at Delhi der absolut ikke er en af mine favoritbyer nu var et overstået kapitel (for denne gang).

I Delhi Domestic Airport tjekker jeg ind til flyet, køber mig en smoothie til 100 INR som jeg så håbede ville være god, men nej den smagte meget kvalmt. Lusker lidt rundt i lufthavnen og kigger på kameraer (jeg har ikke et kamera med på turen, så vil gerne anskaffe et) og bøger og forundres over at en bog ca. koster 25,- kr. Jeg går ned til boarding på flyet kort inden afgang og bliver kørt af en bus ud på landingsbanen. Inde i det lille fly har jeg fået en plads med ekstra benplads som de tilbød mig i tjeck ind. På disse sæder kommer jeg til at sidde ved siden af en kirug der arbejder i Leh (den eneste der er i Leh) ved navn Rishi Dhillan. Han kommer normalt fra Delhi, men arbejder i Leh. Han giver mig med det samme hans navn og telefon nummer og siger at jeg bare skal ringe hvis jeg får problemer. Det er jo meget betryggende her på disse kanter. Yderligere aftaler vi at mødes over en kop the en af dagene og han giver mig vinduespladsen så jeg kan se den pompøse udsigt over Himalaya bjergene som han selv har set for mange gange til endnu engang at blive forbløffet over udsigten.

I flyet læste jeg om Nana Patekar, som har lavet filmen TUM MILO TOH SAHI, som jeg finder interresant og beslutter ved lejlighed at anskaffe og se. Mine tanker går imod at finde ud af hvilke emner der vil være relevante at tage op med de børn Ladakhiske børn jeg senere skal undervise. Hvordan møder jeg dem der hvor de er?

Da jeg kommer ud af flyet tager jeg afsked med Rishi og finder mig hurtigst muligt en taxi direkte til Secmol, for hurtigst muligt at akklimatisere mig til højden på 3500 meter med afslapning og masser af vand. Secmol ligger 16 km fra lufthavnen (faktisk troede jeg det var i Leh) og dermed et stykke ude på landet. Jeg bliver imødekommet af mange smilende glade vinkende ansigter som tager godt imod mig og viser mig rundt på stedet. Alt er meget bæredygtigt her. Strøm bliver produceret af solfangere (med hjælp af en generator om vinteren), varmt vand kommer fra solfangere, affald bliver sorteret meget grundigt (rent plastik bliver fx genbrugt til isoleringsmaterialer), de formår om vinteren også at holde varmen med tæpper foran vinduerne, huset er bygget i traditionel tibetansk stil, som jeg også så da jeg rejste i Tibet. Toiletterne er muldklosetter, der er tilhørende grønsagshaver, spildevand bliver ledt ned til beplantninger. Undervisningslokalerne er rummelige og hyggelige med udsigt lige udover bjergene i baggrunden.

Jeg føler mig i det hele taget allerede hjemme her og bliver budt velkommen af alle jeg møder her. Hvad enten det er undervisere, Ladakhiske studerende eller nogle af de amerikanske studerende der også deltager i undervisningen.

Da jeg var meget træt efter den lange rejse fra Danmark til Ladakh går jeg ned på det værelse jeg har fået anvist og sover langt og længe. Da jeg endelig vågner er folk i fuld gang med at lave "momos" (en traditionel spise - dej med grønsagsfyld inden i der bliver dampet). Dette spiser de ca. en gang om ugen og alle deltager i at lave dem og jeg få da også lært at lave nogle ret fine nogle. Langt om længe skal vi spise (ca. kl. 21.00) og jeg spiser mange da jeg var meget sulten efter at have sovet og dermed sprunget middagsmaden over.

Der bliver sunget og pjattet og grinet både under spisningen og madlavningen og på en måde rører det mig meget fordi de Ladakhiske unge er i kontakt med en meget smuk og umiddelbar livsglæde, som jeg ser er gået tabt mange steder i vesten, hvor det betyder meget mere at vise at man er noget udadtil end at gå efter det glædesgivende i et menneskeligt fællesskab med individer på ligefod.

Jeg takkede af for i aften og sidder i skrivende stund i min seng og skriver dette, men eftersom strømmen netop er gået og der ikke er mere strøm til computeren eller lys, vil jeg gå i seng og så må jeg uploade dette til internettet når jeg næste gang kommer til Leh, hvilket nok grundet de 16 km ikke bliver hver dag. Der er hverken internet forbindelse eller mobil tlf dækning herude. Kun den strøm der bliver lavet fra solcellerne.

Så godnat og på gensyn :-)

KH Johannes.

PS. Flere opdateringer er på vej, da der er sket meget siden sidst.