fredag den 21. maj 2010
torsdag den 13. maj 2010
Long time no see
Siden sidst har jeg (som også nævnt I videoen) været en smule syg med ondt i halsen, men alligevel kommet igennem mit undervisningsprogram, som man kan kigge på her: Undervisningsprogram. Vi har bl.a. arbejdet med temaet ”letting go” og lavet digte af gamle aviser/blade – hvis nogle skulle have lyst til at prøve kan de finde fremgangsmåden her: Cut n paste poetry og som afslutning har vi lavet teambuilding.
Idag er jeg begyndt at få det bedre, det er dejligt og så passer det mig fint at jeg nu har nogle dage fri. Og jeg har vaeret hos en tibetansk Amcho klinik for traditionel medicin og kvinden der undersoegte mig maerkede paa min haand og fandt frem til at jeg havde noget med lungerne pga. kulde og saa gav hun mig noget medicin jeg lige er begyndt at tage.
På lørdag er vi nogle stykker der tager på en lille tur til Pangong Tso, der skulle være en rigtig smuk sø der går 130 km ind i Tibet. Så det glæder jeg mig til. Sidst jeg var i Tibet for 4 år siden besøgte jeg Nam Tso, som er verdens højeste sø – det var en helt ubeskrivelig og fantastisk oplevelse :-)
Desuden er jeg begyndt at arbejde på lidt musik med en gut der hedder Namgyal – imorgen skal vi ind i et lydstudie i Leh og se hvad vi kan finde ud af, han har skrevet en tekst der hedder ”Angmoley” på Ladakhisk hvor jeg skal prøve at sætte musik til – det kunne da være sjovt at have et hit i Ladakh :-)
Jeg glæder mig til nogle dage hvor jeg er rask til at udforske nogle spændende ting – måske bliver det også til et par dages trekking tur inden den næste camp starter d. 21. maj.
Paa vejen herind til Leh idag saa vi en hund blive koert over, ret ulaekkert og synd for den stakkel! RIP!!!
PS. Telefonerne herude er gået helt ud af drift, men jeg arbejder på at få mig et indisk mobil nr.
På gensyn lige pludselig.
KH Johannes.
Idag er jeg begyndt at få det bedre, det er dejligt og så passer det mig fint at jeg nu har nogle dage fri. Og jeg har vaeret hos en tibetansk Amcho klinik for traditionel medicin og kvinden der undersoegte mig maerkede paa min haand og fandt frem til at jeg havde noget med lungerne pga. kulde og saa gav hun mig noget medicin jeg lige er begyndt at tage.
På lørdag er vi nogle stykker der tager på en lille tur til Pangong Tso, der skulle være en rigtig smuk sø der går 130 km ind i Tibet. Så det glæder jeg mig til. Sidst jeg var i Tibet for 4 år siden besøgte jeg Nam Tso, som er verdens højeste sø – det var en helt ubeskrivelig og fantastisk oplevelse :-)
Desuden er jeg begyndt at arbejde på lidt musik med en gut der hedder Namgyal – imorgen skal vi ind i et lydstudie i Leh og se hvad vi kan finde ud af, han har skrevet en tekst der hedder ”Angmoley” på Ladakhisk hvor jeg skal prøve at sætte musik til – det kunne da være sjovt at have et hit i Ladakh :-)
Jeg glæder mig til nogle dage hvor jeg er rask til at udforske nogle spændende ting – måske bliver det også til et par dages trekking tur inden den næste camp starter d. 21. maj.
Paa vejen herind til Leh idag saa vi en hund blive koert over, ret ulaekkert og synd for den stakkel! RIP!!!
PS. Telefonerne herude er gået helt ud af drift, men jeg arbejder på at få mig et indisk mobil nr.
På gensyn lige pludselig.
KH Johannes.
lørdag den 8. maj 2010
Orientation & worldview
Idag (8/5) sov jeg dejligt længe til kl.9.00, fik lidt morgenmad og et halv køligt bad, da der ikke har været så meget sol idag. Ellers har dagen idag været stille og rolig og jeg bliver egentlig lidt træt fordi jeg ikke er så fysisk aktiv, tror jeg.
Jeg forberedte mig lidt til dagens timer ved at skrive nogle tanker ned og sørge for at få en til at finde nogle bind til at lave bind for øjnene aktiviteter. Han blev ved med at sige ”yes I have 20” mens jeg kunne se han kun havde 3 i hånden, men jeg tænkte hvis han siger han har dem så har han dem vel. Yderligere var det svært at finde et audiokabel til at forbinde min computer med stereoanlægget, da det skulle lånes af en privat.
Men den første time kom da i gang og vi startede med et oplæg jeg lavede omkring hvordan vi orienterer os i verden ud fra vores indre ”model af verden” der i stor grad skaber den måde vi oplever virkeligheden på om vi oplever den som god eller dårlig og vigtigheden af at opdage hvad det er for en historie vi fortæller os selv om verden. Derefter lavede vi en lille ”introspection” til nummeret ”Say Goodbye” af Bliss.
Til slut gik vi udenfor og lavede ”kram et træ” øvelser med bind for øjnene 2 og 2 med efterfølgende sharing i gruppen, meget vellykket.
Dette lavede jeg med 2 grupper af ca. 20 elever i hver. Det var så min optakt til de samtale timer der kom efterfølgende, hvor de skal studere kort over Ladakh (mange af dem har ikke set kort over Ladakh før). Jeg tænkte jeg ville give dem oplevelsen af at selvom de ikke har studeret kort før, så har vi alle et indre kort som vi orienterer os efter som i virkeligheden er meget vigtigere. Nu har de i hvert fald begge oplevelser med sig.
KH Johannes.
Jeg forberedte mig lidt til dagens timer ved at skrive nogle tanker ned og sørge for at få en til at finde nogle bind til at lave bind for øjnene aktiviteter. Han blev ved med at sige ”yes I have 20” mens jeg kunne se han kun havde 3 i hånden, men jeg tænkte hvis han siger han har dem så har han dem vel. Yderligere var det svært at finde et audiokabel til at forbinde min computer med stereoanlægget, da det skulle lånes af en privat.
Men den første time kom da i gang og vi startede med et oplæg jeg lavede omkring hvordan vi orienterer os i verden ud fra vores indre ”model af verden” der i stor grad skaber den måde vi oplever virkeligheden på om vi oplever den som god eller dårlig og vigtigheden af at opdage hvad det er for en historie vi fortæller os selv om verden. Derefter lavede vi en lille ”introspection” til nummeret ”Say Goodbye” af Bliss.
Til slut gik vi udenfor og lavede ”kram et træ” øvelser med bind for øjnene 2 og 2 med efterfølgende sharing i gruppen, meget vellykket.
Dette lavede jeg med 2 grupper af ca. 20 elever i hver. Det var så min optakt til de samtale timer der kom efterfølgende, hvor de skal studere kort over Ladakh (mange af dem har ikke set kort over Ladakh før). Jeg tænkte jeg ville give dem oplevelsen af at selvom de ikke har studeret kort før, så har vi alle et indre kort som vi orienterer os efter som i virkeligheden er meget vigtigere. Nu har de i hvert fald begge oplevelser med sig.
KH Johannes.
Hjem er der hvor hjertet er
Jeg er begyndt at føle mig hjemme her i SECMOL lejren. Jeg deler nu værelse med 3 andre fyre fra USA, Frankrig og Indien (Puna). Lige nu kan jeg høre lyden af de nu over 100 studerende der er ankommet, som er i gang med at lære hinanden at kende inde i den store undervisningssal, som ligger lige op til vores soveværelse. De foregående dage har jeg brugt på at nyde stedet og holde møder omkring hvordan vi organiserer undervisningen. Jeg har nu fået lagt et stabilt program for min egen undervisning, der indtil videre indeholder følgende overskrifter: Arrival/welcome, Trust, Farming and gardening, Orientation & worldview, Letting Go, Poetry days, Heart day, Gender, Youth Issues, Picnic, Group Presentations.
Idag startede jeg første undervisningstime med 35 elever - en ret stor gruppe, vi fik lært hinanden at kende og leget nogle velkomstlege. Som det ser ud nu er der netop kommet 2 elever mere i gruppen, så den nu er oppe på 37 elever - det er noget af en mundfuld at undervise på én gang, men også spændende, man skal være meget præcis og tydelig. Inden undervisningen starter igen imorgen overvejer vi om det er muligt at dele dem op i 2 hold i stedet, på ca. 18 stykker i hver. Det ville være meget mere overskueligt, men nu må vi se - alt kan ske og som lærer må jeg sige en vigtig kvalitet er at være omstillingsparat hvert øjeblik kan der ske noget nyt - det er et enormt spændende arbejde :-)
Udover min egen time idag har jeg også været med i en af de "samtale klasser" der er her. Dvs. de udenlandkse frivillige arbejdere der er her bliver organiseret i små grupper af ca. 7 i hver, hvor vi deler forskellige livsoplevelser med de studerende og hører om deres liv udfra forskellige spørgsmål vi arbejder med. Det var spændende at komme lidt ind på livet af dem. Jeg spurgte ind til grunden til at de er taget på sommerlejr her på SECMOL og de to hovedgrunde til at børnene er her er at få mere selvtillid og at forbedre deres engelsk. Så det har jeg taget med mig videre til overvejelse i mine timer. Som jeg ser det passer min plan ret godt overens med deres ønsker: vi taler engelsk i alle timerne, hvilket naturligt forbedrer deres engelsk (det er netop noget af dette de indiske skoler mangler, selvom mange af deres eksaminer foregår på engelsk, da de ikke taler engelsk i skolerne, men udelukkende læser engelske bøger, som de aldrig rigtig for et konkret brugbart forhold til) og for det andet er alle aktiviteterne bygget op så de enten hjælper med at støtte børnenes selvtillid og selvværd eller styrker fællesskabet i gruppen via sjove og udfordrende aktiviteter.
I hvert fald nikkede mange af eleverne anerkendende da jeg fortalte dem at det var det to ting at styrke selvværd og selvtillid samt at forbedre deres engelsk evner som jeg ville lægge vægt på med hovedvægten på at styrke selvfølelsen, da det er min overbevisning at det er det vigtigste, engelsk evnerne skal nok forbedre sig som en selvfølgelig sidegevinst. Så de skal udfordres i deres komfort zoner og overvinde nogle grænser for sig selv og i gruppen og det er sådan en gruppesammenhæng helt perfekt til. Jeg har i hvertfald tænkt mig at give dem alt hvad jeg kan i de her 14 dage! Og imorgen står den på undervisning i landbrug og havebrug – tænk sig det havde jeg ikke troet jeg nogensinde skulle undervise i, men jo det skal jeg og det sker imorgen :-)
Jeg mindes at have brokket mig over at kopimaskinerne på mit gamle arbejde på Kildegård Privatskole nogle gange ikke fungerede, men herude må jeg sige udfordringerne er meget større, der er ikke ret meget at gøre med, der er en printer som ikke fungerer helt optimalt og så er der ellers ikke så meget at komme efter, så jeg har brugt ret lang tid på at lave noget materiale idag som skal bruges imorgen. Men på en måde er der også noget ret fedt i det – bare at bruge det jeg har og den person jeg er uden alle mulige hjælpemidler og materialer.
Nåårh ja det har jeg ikke sagt endnu, men omkring d. 20. maj smutter jeg en tur ud til en landsby skole i en by der hedder Domkhar, hvor en skoleleder meget gerne vil have mig ud og lave noget spas med hans elever – og det gør jeg selvfølgelig gerne. Planen er at jeg skal være derude indtil omkring d. 2-3. juni hvor min søde og dejlige kæreste Sine kommer her til Leh og hvor vi skal på andre eventyr sammen – jaaah :-)
Jeg synes ikke helt jeg er færdig med at fortælle om hvor geniale bygninger der er her på stedet, væggene er bygget af 80 % jord og 20 ler og ved hjælp af en slags presseninger om vinteren kan de holde en indendørs temperatur på 10 grader. Ret simpel teknik uden noget energiforbrug – de har IKKE varme på om vinteren, prøv at tænk på al den energi vi bruger i dk på at varme vores bygninger op, og så kan man bygge sådan et hus af jord og ler der holder temperaturen om vinteren – og vi snakker altså ikke dansk vinter, men en vinter med omkring -25 til -30 grader!
Jeg bliver nødt til at filme lidt flere detaljer omkring husenes struktur i min næste video samt forhåbentlig en video med lidt af min undervisning :-)
Men for nu vil jeg sove og glæde mig til en ny spændende dag.
KH
Johannes.
Idag startede jeg første undervisningstime med 35 elever - en ret stor gruppe, vi fik lært hinanden at kende og leget nogle velkomstlege. Som det ser ud nu er der netop kommet 2 elever mere i gruppen, så den nu er oppe på 37 elever - det er noget af en mundfuld at undervise på én gang, men også spændende, man skal være meget præcis og tydelig. Inden undervisningen starter igen imorgen overvejer vi om det er muligt at dele dem op i 2 hold i stedet, på ca. 18 stykker i hver. Det ville være meget mere overskueligt, men nu må vi se - alt kan ske og som lærer må jeg sige en vigtig kvalitet er at være omstillingsparat hvert øjeblik kan der ske noget nyt - det er et enormt spændende arbejde :-)
Udover min egen time idag har jeg også været med i en af de "samtale klasser" der er her. Dvs. de udenlandkse frivillige arbejdere der er her bliver organiseret i små grupper af ca. 7 i hver, hvor vi deler forskellige livsoplevelser med de studerende og hører om deres liv udfra forskellige spørgsmål vi arbejder med. Det var spændende at komme lidt ind på livet af dem. Jeg spurgte ind til grunden til at de er taget på sommerlejr her på SECMOL og de to hovedgrunde til at børnene er her er at få mere selvtillid og at forbedre deres engelsk. Så det har jeg taget med mig videre til overvejelse i mine timer. Som jeg ser det passer min plan ret godt overens med deres ønsker: vi taler engelsk i alle timerne, hvilket naturligt forbedrer deres engelsk (det er netop noget af dette de indiske skoler mangler, selvom mange af deres eksaminer foregår på engelsk, da de ikke taler engelsk i skolerne, men udelukkende læser engelske bøger, som de aldrig rigtig for et konkret brugbart forhold til) og for det andet er alle aktiviteterne bygget op så de enten hjælper med at støtte børnenes selvtillid og selvværd eller styrker fællesskabet i gruppen via sjove og udfordrende aktiviteter.
I hvert fald nikkede mange af eleverne anerkendende da jeg fortalte dem at det var det to ting at styrke selvværd og selvtillid samt at forbedre deres engelsk evner som jeg ville lægge vægt på med hovedvægten på at styrke selvfølelsen, da det er min overbevisning at det er det vigtigste, engelsk evnerne skal nok forbedre sig som en selvfølgelig sidegevinst. Så de skal udfordres i deres komfort zoner og overvinde nogle grænser for sig selv og i gruppen og det er sådan en gruppesammenhæng helt perfekt til. Jeg har i hvertfald tænkt mig at give dem alt hvad jeg kan i de her 14 dage! Og imorgen står den på undervisning i landbrug og havebrug – tænk sig det havde jeg ikke troet jeg nogensinde skulle undervise i, men jo det skal jeg og det sker imorgen :-)
Jeg mindes at have brokket mig over at kopimaskinerne på mit gamle arbejde på Kildegård Privatskole nogle gange ikke fungerede, men herude må jeg sige udfordringerne er meget større, der er ikke ret meget at gøre med, der er en printer som ikke fungerer helt optimalt og så er der ellers ikke så meget at komme efter, så jeg har brugt ret lang tid på at lave noget materiale idag som skal bruges imorgen. Men på en måde er der også noget ret fedt i det – bare at bruge det jeg har og den person jeg er uden alle mulige hjælpemidler og materialer.
Nåårh ja det har jeg ikke sagt endnu, men omkring d. 20. maj smutter jeg en tur ud til en landsby skole i en by der hedder Domkhar, hvor en skoleleder meget gerne vil have mig ud og lave noget spas med hans elever – og det gør jeg selvfølgelig gerne. Planen er at jeg skal være derude indtil omkring d. 2-3. juni hvor min søde og dejlige kæreste Sine kommer her til Leh og hvor vi skal på andre eventyr sammen – jaaah :-)
Jeg synes ikke helt jeg er færdig med at fortælle om hvor geniale bygninger der er her på stedet, væggene er bygget af 80 % jord og 20 ler og ved hjælp af en slags presseninger om vinteren kan de holde en indendørs temperatur på 10 grader. Ret simpel teknik uden noget energiforbrug – de har IKKE varme på om vinteren, prøv at tænk på al den energi vi bruger i dk på at varme vores bygninger op, og så kan man bygge sådan et hus af jord og ler der holder temperaturen om vinteren – og vi snakker altså ikke dansk vinter, men en vinter med omkring -25 til -30 grader!
Jeg bliver nødt til at filme lidt flere detaljer omkring husenes struktur i min næste video samt forhåbentlig en video med lidt af min undervisning :-)
Men for nu vil jeg sove og glæde mig til en ny spændende dag.
KH
Johannes.
tirsdag den 4. maj 2010
Video dagbog #2
Hermed en lille guidet tour på SECMOL (Students Educational and Cultural Movement of Ladakh). Beklager lyden forsvinder lidt ind imellem.
KH Johannes.
mandag den 3. maj 2010
Video dagbog #1
Her ses mit værelse på den skole jeg skal være på den næste mdr. Jeg indsender en lidt grundigere rundvisning af stedet senere. Hvis nogle vil se mere har de en hjemmeside: www.secmol.org
søndag den 2. maj 2010
Dødskørsel i Delhi og succefuld landing i Leh
Natten blev tilbragt i Majna Ku Tilla på et hotelværelse på 4. sal. Jeg sov og vågnede og sov og vågnede gennem hele aftenen og natten. I løbet af aftenen begyndte det at lyne og regne. Det regnede så meget at der kom vand ind af vinduet, men vinduet kunne ikke lukkes og da jeg ikke orkede at tage dette op med hotelejerne, prøvede jeg bare at krybe lidt længere væk fra vinduet og puttede ørepropper i ørerne. Jeg fik da også en ganske god søvn inden jeg kl. 03.45 fik vækningsservice på mit værelse. Jeg stod op og var ganske frisk, men opdagede jeg var blevet stukket af mange myg over hele kroppen på trods af at der var myggenet i alle vinduerne.
Taxachaufføren mødte mig på hotellet og fulgte mig ud til bilen mens det stadig var mørkt. Da jeg satte mig ind på bagsædet opdagede jeg at selen ikke virkede, hvortil chaufføren bare svarede "No problem", og det kunne han selvfølgelig sagtens sige. Jeg havde fået at vide at trafikken var stille og rolig om natten (i modsætning til om dagen hvor alt var kaos) det var da også rigtigt at der ikke var mange biler på gaderne og mest lastbiler der fragtede gods. På trods af dette valgte min chauffør konstant at overhale indenom og udenom biler hele vejen til lufthavnen. I delhi er det ikke sådan at man holder til siden hvis man kører langsomt så der er en bane fri til dem der vil overhale - nej man kører konstant ind og ud mellem hinanden og skal også helst ligge helt oppe i røven på den foregående bil - bare for at være sikker på man i næste øjeblik chancen byder sig kan overhale. Jeg kunne undre mig om det er gået op for inderne at det faktisk ikke er et videospil de spiller, men at det handler om liv og død. At det faktisk handler om liv og død blev meget tydeligt da vi lidt tættere på lufthavnen kom forbi tankvogn der var torpederet væltet om på hovedet. Politiet var tilstede og guidede trafikken udenom og holdt os et øjeblik tilbage. På trods af situationens alvor var det som om min chaufførs eneste tanke var hvordan han hurtigst muligt kunne komme uden om endnu en forhindring for at han kunne komme nogle minutter før til destinationen! Hvorfor inderne kører som om de har trukket deres kørekort i en automat med hornet konstant i bund vides ikke helt, men nervepirrende er det i hvert fald når man er vandt til at folk kører forholdsvis anstændigt. Men jeg tror folk fra Delhi simpelthen bare er født ind i en kultur hvor ingen venter på nogen og man konstant prøver at komme foran hinanden. Lidt ligesom det faktum at ikke alle får noget at spise hver dag, kun dem der kommer først til fadet.
Jeg åndede meget lettet op da vi endelig nåede lufthavnen og var rigtig glad for at Delhi der absolut ikke er en af mine favoritbyer nu var et overstået kapitel (for denne gang).
I Delhi Domestic Airport tjekker jeg ind til flyet, køber mig en smoothie til 100 INR som jeg så håbede ville være god, men nej den smagte meget kvalmt. Lusker lidt rundt i lufthavnen og kigger på kameraer (jeg har ikke et kamera med på turen, så vil gerne anskaffe et) og bøger og forundres over at en bog ca. koster 25,- kr. Jeg går ned til boarding på flyet kort inden afgang og bliver kørt af en bus ud på landingsbanen. Inde i det lille fly har jeg fået en plads med ekstra benplads som de tilbød mig i tjeck ind. På disse sæder kommer jeg til at sidde ved siden af en kirug der arbejder i Leh (den eneste der er i Leh) ved navn Rishi Dhillan. Han kommer normalt fra Delhi, men arbejder i Leh. Han giver mig med det samme hans navn og telefon nummer og siger at jeg bare skal ringe hvis jeg får problemer. Det er jo meget betryggende her på disse kanter. Yderligere aftaler vi at mødes over en kop the en af dagene og han giver mig vinduespladsen så jeg kan se den pompøse udsigt over Himalaya bjergene som han selv har set for mange gange til endnu engang at blive forbløffet over udsigten.
I flyet læste jeg om Nana Patekar, som har lavet filmen TUM MILO TOH SAHI, som jeg finder interresant og beslutter ved lejlighed at anskaffe og se. Mine tanker går imod at finde ud af hvilke emner der vil være relevante at tage op med de børn Ladakhiske børn jeg senere skal undervise. Hvordan møder jeg dem der hvor de er?
Da jeg kommer ud af flyet tager jeg afsked med Rishi og finder mig hurtigst muligt en taxi direkte til Secmol, for hurtigst muligt at akklimatisere mig til højden på 3500 meter med afslapning og masser af vand. Secmol ligger 16 km fra lufthavnen (faktisk troede jeg det var i Leh) og dermed et stykke ude på landet. Jeg bliver imødekommet af mange smilende glade vinkende ansigter som tager godt imod mig og viser mig rundt på stedet. Alt er meget bæredygtigt her. Strøm bliver produceret af solfangere (med hjælp af en generator om vinteren), varmt vand kommer fra solfangere, affald bliver sorteret meget grundigt (rent plastik bliver fx genbrugt til isoleringsmaterialer), de formår om vinteren også at holde varmen med tæpper foran vinduerne, huset er bygget i traditionel tibetansk stil, som jeg også så da jeg rejste i Tibet. Toiletterne er muldklosetter, der er tilhørende grønsagshaver, spildevand bliver ledt ned til beplantninger. Undervisningslokalerne er rummelige og hyggelige med udsigt lige udover bjergene i baggrunden.
Jeg føler mig i det hele taget allerede hjemme her og bliver budt velkommen af alle jeg møder her. Hvad enten det er undervisere, Ladakhiske studerende eller nogle af de amerikanske studerende der også deltager i undervisningen.
Da jeg var meget træt efter den lange rejse fra Danmark til Ladakh går jeg ned på det værelse jeg har fået anvist og sover langt og længe. Da jeg endelig vågner er folk i fuld gang med at lave "momos" (en traditionel spise - dej med grønsagsfyld inden i der bliver dampet). Dette spiser de ca. en gang om ugen og alle deltager i at lave dem og jeg få da også lært at lave nogle ret fine nogle. Langt om længe skal vi spise (ca. kl. 21.00) og jeg spiser mange da jeg var meget sulten efter at have sovet og dermed sprunget middagsmaden over.
Der bliver sunget og pjattet og grinet både under spisningen og madlavningen og på en måde rører det mig meget fordi de Ladakhiske unge er i kontakt med en meget smuk og umiddelbar livsglæde, som jeg ser er gået tabt mange steder i vesten, hvor det betyder meget mere at vise at man er noget udadtil end at gå efter det glædesgivende i et menneskeligt fællesskab med individer på ligefod.
Jeg takkede af for i aften og sidder i skrivende stund i min seng og skriver dette, men eftersom strømmen netop er gået og der ikke er mere strøm til computeren eller lys, vil jeg gå i seng og så må jeg uploade dette til internettet når jeg næste gang kommer til Leh, hvilket nok grundet de 16 km ikke bliver hver dag. Der er hverken internet forbindelse eller mobil tlf dækning herude. Kun den strøm der bliver lavet fra solcellerne.
Så godnat og på gensyn :-)
KH Johannes.
PS. Flere opdateringer er på vej, da der er sket meget siden sidst.
Taxachaufføren mødte mig på hotellet og fulgte mig ud til bilen mens det stadig var mørkt. Da jeg satte mig ind på bagsædet opdagede jeg at selen ikke virkede, hvortil chaufføren bare svarede "No problem", og det kunne han selvfølgelig sagtens sige. Jeg havde fået at vide at trafikken var stille og rolig om natten (i modsætning til om dagen hvor alt var kaos) det var da også rigtigt at der ikke var mange biler på gaderne og mest lastbiler der fragtede gods. På trods af dette valgte min chauffør konstant at overhale indenom og udenom biler hele vejen til lufthavnen. I delhi er det ikke sådan at man holder til siden hvis man kører langsomt så der er en bane fri til dem der vil overhale - nej man kører konstant ind og ud mellem hinanden og skal også helst ligge helt oppe i røven på den foregående bil - bare for at være sikker på man i næste øjeblik chancen byder sig kan overhale. Jeg kunne undre mig om det er gået op for inderne at det faktisk ikke er et videospil de spiller, men at det handler om liv og død. At det faktisk handler om liv og død blev meget tydeligt da vi lidt tættere på lufthavnen kom forbi tankvogn der var torpederet væltet om på hovedet. Politiet var tilstede og guidede trafikken udenom og holdt os et øjeblik tilbage. På trods af situationens alvor var det som om min chaufførs eneste tanke var hvordan han hurtigst muligt kunne komme uden om endnu en forhindring for at han kunne komme nogle minutter før til destinationen! Hvorfor inderne kører som om de har trukket deres kørekort i en automat med hornet konstant i bund vides ikke helt, men nervepirrende er det i hvert fald når man er vandt til at folk kører forholdsvis anstændigt. Men jeg tror folk fra Delhi simpelthen bare er født ind i en kultur hvor ingen venter på nogen og man konstant prøver at komme foran hinanden. Lidt ligesom det faktum at ikke alle får noget at spise hver dag, kun dem der kommer først til fadet.
Jeg åndede meget lettet op da vi endelig nåede lufthavnen og var rigtig glad for at Delhi der absolut ikke er en af mine favoritbyer nu var et overstået kapitel (for denne gang).
I Delhi Domestic Airport tjekker jeg ind til flyet, køber mig en smoothie til 100 INR som jeg så håbede ville være god, men nej den smagte meget kvalmt. Lusker lidt rundt i lufthavnen og kigger på kameraer (jeg har ikke et kamera med på turen, så vil gerne anskaffe et) og bøger og forundres over at en bog ca. koster 25,- kr. Jeg går ned til boarding på flyet kort inden afgang og bliver kørt af en bus ud på landingsbanen. Inde i det lille fly har jeg fået en plads med ekstra benplads som de tilbød mig i tjeck ind. På disse sæder kommer jeg til at sidde ved siden af en kirug der arbejder i Leh (den eneste der er i Leh) ved navn Rishi Dhillan. Han kommer normalt fra Delhi, men arbejder i Leh. Han giver mig med det samme hans navn og telefon nummer og siger at jeg bare skal ringe hvis jeg får problemer. Det er jo meget betryggende her på disse kanter. Yderligere aftaler vi at mødes over en kop the en af dagene og han giver mig vinduespladsen så jeg kan se den pompøse udsigt over Himalaya bjergene som han selv har set for mange gange til endnu engang at blive forbløffet over udsigten.
I flyet læste jeg om Nana Patekar, som har lavet filmen TUM MILO TOH SAHI, som jeg finder interresant og beslutter ved lejlighed at anskaffe og se. Mine tanker går imod at finde ud af hvilke emner der vil være relevante at tage op med de børn Ladakhiske børn jeg senere skal undervise. Hvordan møder jeg dem der hvor de er?
Da jeg kommer ud af flyet tager jeg afsked med Rishi og finder mig hurtigst muligt en taxi direkte til Secmol, for hurtigst muligt at akklimatisere mig til højden på 3500 meter med afslapning og masser af vand. Secmol ligger 16 km fra lufthavnen (faktisk troede jeg det var i Leh) og dermed et stykke ude på landet. Jeg bliver imødekommet af mange smilende glade vinkende ansigter som tager godt imod mig og viser mig rundt på stedet. Alt er meget bæredygtigt her. Strøm bliver produceret af solfangere (med hjælp af en generator om vinteren), varmt vand kommer fra solfangere, affald bliver sorteret meget grundigt (rent plastik bliver fx genbrugt til isoleringsmaterialer), de formår om vinteren også at holde varmen med tæpper foran vinduerne, huset er bygget i traditionel tibetansk stil, som jeg også så da jeg rejste i Tibet. Toiletterne er muldklosetter, der er tilhørende grønsagshaver, spildevand bliver ledt ned til beplantninger. Undervisningslokalerne er rummelige og hyggelige med udsigt lige udover bjergene i baggrunden.
Jeg føler mig i det hele taget allerede hjemme her og bliver budt velkommen af alle jeg møder her. Hvad enten det er undervisere, Ladakhiske studerende eller nogle af de amerikanske studerende der også deltager i undervisningen.
Da jeg var meget træt efter den lange rejse fra Danmark til Ladakh går jeg ned på det værelse jeg har fået anvist og sover langt og længe. Da jeg endelig vågner er folk i fuld gang med at lave "momos" (en traditionel spise - dej med grønsagsfyld inden i der bliver dampet). Dette spiser de ca. en gang om ugen og alle deltager i at lave dem og jeg få da også lært at lave nogle ret fine nogle. Langt om længe skal vi spise (ca. kl. 21.00) og jeg spiser mange da jeg var meget sulten efter at have sovet og dermed sprunget middagsmaden over.
Der bliver sunget og pjattet og grinet både under spisningen og madlavningen og på en måde rører det mig meget fordi de Ladakhiske unge er i kontakt med en meget smuk og umiddelbar livsglæde, som jeg ser er gået tabt mange steder i vesten, hvor det betyder meget mere at vise at man er noget udadtil end at gå efter det glædesgivende i et menneskeligt fællesskab med individer på ligefod.
Jeg takkede af for i aften og sidder i skrivende stund i min seng og skriver dette, men eftersom strømmen netop er gået og der ikke er mere strøm til computeren eller lys, vil jeg gå i seng og så må jeg uploade dette til internettet når jeg næste gang kommer til Leh, hvilket nok grundet de 16 km ikke bliver hver dag. Der er hverken internet forbindelse eller mobil tlf dækning herude. Kun den strøm der bliver lavet fra solcellerne.
Så godnat og på gensyn :-)
KH Johannes.
PS. Flere opdateringer er på vej, da der er sket meget siden sidst.
Abonner på:
Opslag (Atom)